Ny test-strategi: Bliv hjemme når du er syg

Sidste opdateret

Er du forvirret over Grønlands nye test-strategi? Faktisk har den aldrig været mere simpel. Hvor du tidligere skulle testes, når du havde symptomer eller havde været nærkontakt, skal du nu kun huske på en ting; at blive hjemme når du er syg.

”Smitten spreder sig så hurtigt i øjeblikket at der er stor sandsynlighed for at man har Corona, hvis man er syg. Derfor skal alle der har symptomer opføre sig som om de havde Corona. De skal blive hjemme og undgå kontakt med omverdenen indtil de er raske igen”, siger Landslæge Henrik L. Hansen .

”I de seneste to år har vi haft en ambition om at holde Grønland fri for smitte. For at det kunne lade sig gøre var det vigtigt at finde alle smittede isolere dem, derfor testede vi alle der have symptomer og alle der havde været nærkontakter til en smitten. Smitten er nu så udbredt at det ikke er muligt at stoppe smitten. Derfor giver det ikke længere mening at teste tusinde vis af mennesker og det er på ingen måde praktisk muligt. Det vil kun fortælle os det vi i forvejen ved, nemlig at smitten er meget udbredt”, Henrik L. Hansen.

Mange borgere har udtrykt et ønske om fortsat at kunne blive testet, men i den nuværende situation ville det ikke være hensigtsmæssigt at forsøge at forsætte med at teste så mange mennesker.

”Jeg kan sagtens forstå at mange gerne vil vide om man er smittet med Corona, men det er ikke praktisk muligt og sundhedsvæsnet skal nu bruge sine ressourcer på at sikre behandling af de syge og gennemføre vaccinationer. Man bliver ikke mere rask af at få en test, men det sundhedspersonale det kræver at teste over 1.000 personer om dagen kan gøre en stor forskel andre steder i Sundhedsvæsnet. Hvis man gerne vil vide om man er smittet med Corona, kan man tage en hjemmetest”, siger Henrik L. Hansen.

Der er i øjeblikket kun to grupper i landet, der har brug for at få en test for COVID-19. Det er personer der er i risikogruppen for at få et alvorligt sygdomsforløb og børn under 12 år der skal rejse internt i Grønland.

Har man ikke har fået sit booster-stik, bliver reglerne lidt mere komplicerede. Hvis man ikke har fået sit booster-stik eller og har været nærkontakt til en smittet, skal man nemlig gå i hjemmekarantæne i syv dage. Har man været smittet inden for de seneste 12 uger, betragtes man som vaccineret med 3. stik.