Forsamlingsrestriktioner i Qasigiannguit

Sidste opdateret

Grundet et større smitteudbrud i Qasigiannguit har Naalakkersuisut efter drøftelse med partiformændene besluttet, at der indføres forsamlingsrestriktioner i hele byen. Forsamlingsrestriktionerne skal bremse smittespredningen og bevirke, at situationen er under kontrol inden jul.

Forsamlingsrestriktionerne gælder fra lørdag og 10 dage frem, altså til og med 20. december 2021. I denne periode er det forbudt at afholde eller deltage i forsamlinger mv. med over 20 deltagere. Forbuddet gælder både indendørs og udendørs. Forbuddet gælder dog ikke i boligen, hvis alle deltagere er medlemmer af husstanden.

Naalakkersuisoq for Sundhed, Kirsten Fencker udtaler:
Vi finder det særdeles nødvendigt at handle hurtigt, så vi kan få nedbragt smittespredningen i Qasigiannguit, så borgerne kan holde en tryg og sikker jul.”

Og fortsætter

Corona er noget der berører os alle på forskellig vis. Dialogen omkring håndtering kan til tider også blive anspændt. Jeg er derfor glad for at partiformændene og Naalakkersuisut, på trods af forskellige politiske holdninger, kan stå sammen og handle hurtigt og håndtere en situation som denne.