Otte nye smittede d. 2. august

Sidste opdateret

Mandagens testresultater viser, at der er nye otte nye tilfælde: Seks nye smittede i Aasiaat, en person i Qasigiannguit, samt en person i Nuuk. Flypassagerer og bargæster skal testes.

Samlet er der således kommet yderligere otte smittede det seneste døgn. Der er testet i Upernavik og flere andre steder uden eller med begrænsede analysefaciliteter. Prøverne fra disse steder forventes at ankomme til analyse i Ilulissat tirsdag.

Flypassagerer og bargæster skal testes
De nye smittede har alle været på rejse efter de er blevet smittet. Der er derfor stor sandsynlighed for yderligere smittespredning. Smitten stammer fra kendte udbrud i Upernavik og Aasiaat og der drejer sig derfor med stor sandsynlighed om den meget smitsomme Delta-variant.

Der har været smittede med flyet fra Upernavik til Ilulissat den 27. juli 2021 (GL 205) samt på flyet fra Ilulissat til Aasiaat den 28. juli 2021 (GL533). Alle, som har været med disse fly opfordres til at lade sig teste hurtigst muligt, og udvise stor forsigtighed indtil testresultatet foreligger.

Der er endvidere risiko for smittespredning på Uilu-baari i Qasigiannguit den 28. juli sidst på aftenen. Personer, der har været i baren på det på gældende tidspunkt opfordres ligeledes til at lade sig teste hurtigst muligt, og udvise stor forsigtighed indtil testresultatet foreligger.

Nære kontakter til smittede
De smittede er nu i hjemmeisolation, og smitteopsporingen fortsætter. Nære kontakter til de smittede vil blive kontaktet af Coronasekretariatet.

Nære kontakter til smittede skal i karantæne i syv dage regnet fra det tidspunkt de sidst har været udsat for smitte. Efter den 7. dag skal den nære kontakt PCR-testes, og hvis testen er negativ, så kan karantænen ophøre.

Selv hvis der påvises en negativ test inden karantænen er ophørt, skal den nære kontakt forblive i karantæne, ind til 7-dagstesten påvises negativ. Der vil altid gå nogen tid efter man er blevet udsat smitte til at testen bliver positiv og man kan smitte andre.

Nære kontakter skal ligeledes udvise skærpet opmærksomhed på symptomer, der kan være tegn på Covid-19 op til 14 dage efter nær kontakt med personen med påvist Covid-19.


Husk

Smittespredningen i Grønland er nu så omfattende, at nye tilfælde kan opstå hvor som helst i landet. Rejseaktiviteten er stor og medvirker til spredningen. Yderligere smittespredning vil være uundgåeligt.

Alle borgere opfordres derfor til at være ekstra opmærksomme på symptomer og huske de generelle råd. Hold afstand, god håndhygiejne, nys/host i ærmet og gå i karantæne og bliv testet, hvis du udviser symptomer på Covid-19 eller har haft kontakt til en smittet.