Vaccinationer i Nuuk: Det er gået over al forventning

Sidste opdateret

Hele 440 borgere blev i går vaccineret i Nuuk, og det glæder landslægen, der betegner dagen som meget vellykket.

Tilbuddet om vaccination mod Covid-19 fik flot opbakning af borgerne i Nuuk, som mødte talstærkt op ved skolen USK for at blive vaccineret.

”Vaccinationsdækningen af 1. gangs-vaccinerede i målgruppen 18+ steg over 1% på en eftermiddag, hvilket er et meget vellykket resultat”, siger landslæge Henrik L. Hansen.

Vaccinekoordinator Anna Wangenheim er også yderst tilfreds med den tilslutning, der har været til vaccinationerne.
”Det er gået over al forventning. Vores mest optimistiske skøn var 300, men vi endte med at få 440 borgere igennem, så det er rigtig flot. Til næste gang vil vi arbejde på at gøre tilbuddet mere fleksibelt”, siger hun.

Det er logistisk krævende at gennemføre så mange vaccinationer på så kort tid, og det lykkedes kun, fordi en række borgere meldte sig som frivillige til at hjælpe med det praktiske. Derfor skal der også lyde en stor tak til alle de frivillige, hvis indsats sikrede det flotte resultat.