Smittetal - 2022-01-03

Sidste opdateret

Opsummering

Der er siden sidste opdatering den 31. december 2021 fundet 320 nye smittede. En del af disse tests er taget før den sidste opdatering den 31. december 2021, men var ikke analyseret på dette tidspunkt.

Langt hovedparten af de nye positive er fundet ved testning den 2. januar 2022 i Nuuk. Der blev fundet 158 positive blandt de 757 testede personer. Det svarer til, at 20.9% af de testede var positive. Dette viser meget klart, at udbruddet i Nuuk er i hastig vækst.

Der er ved opfølgende undersøgelser fundet yderligere smitte i Ittoqqortoormiit. Der er blevet sendt 14 PCR-tests til Nuuk, hvoraf ni var positive. Der er desuden blevet lavet 65 antigentests lokalt, hvoraf 20 var positive. Der er flere tests på vej til laboratoriet i Nuuk. Der er yderligere en sygeplejerske på vej til Ittoqqortoormiit. Formålet er at sikre, at der er det nødvendige beredskab til at vurdere syge og varetage de behandlingsbehov, som måtte opstå.

Den 30. december 2021 blev der lavet opfølgende undersøgelser i Qeqertarsuatsiaat, hvor der blev fundet yderligere smittespredning.

Der er ligeledes foretaget yderligere opfølgning i Kangerlussuaq. Der er fundet en del nye smittede. Der er aktuelt to indlagte, begge i Nuuk.

Der er endnu ikke kommet svar på de analyser som skal bekræfte, at der er smitte med Omikron i landet. Udviklingen i  Ittoqqortoormiit, Kangerlussuaq og Nuuk viser dog med al tydelighed, at der er tale om en langt hurtigere smittespredning end vi tidligere har set.

På grund af den meget hastige udvikling af smittespredningen arbejdes der videre med en omlægning af arbejdet i Coronamik Akiuineq og sundhedsvæsenet. Målet er at sikre, at alle smittede orienteres om den positive test hurtigst muligt samt sikre, at sundhedsvæsenet er klar til at vurdere og behandle det stigende antal smittede.