Vaccinekrav for adgang til offentlige lokaler samt ved udrejse fra Nuuk og Sisimiut

Sidste opdateret

Hvis du skal eksempelvis på restaurant, i biografen, i fitnesscenter eller på museum i Nuuk eller Sisimiut, er det nu et krav, at du er fuldt vaccineret eller har en negativ Coronatest, der er højst 48 timer gammel.

Naalakkersuisut har valgt at indføre tiltag med Coronapas for at bremse smitten i Nuuk, og har samtidig valgt at løsne restriktionerne i Sisimiut, hvor smittetallene er på vej ned.

I Sisimiut er der derfor nu kun krav om fuld vaccinationfor adgang til offentlige lokaler samt ved udrejse, som beskrevet nedenfor. Alle andre restriktioner er ikke længere gældende i byen.

De nye regler gælder fra i dag frem til og med den 30. september 2021

Følgende steder må du kun komme, hvis du er færdigvaccineret eller har en negativ Coronatest, der er højst 48 timer gammel:

  • Restauranter, cafeer, værtshuse, diskoteker og lignende samt deres tilhørende udearealer.
  • Kulturinstitutioner: kulturhuse, biografer, museer, udstillingshaller og lignende.
  • Medborgerhuse og lignende.
  • Biblioteker.
  • Indendørs og udendørs idrætsfaciliteter som for eksempel idrætslokaler, idrætshaller, svømmehaller, fitnesscentre og fodboldbaner.
  • Frisører, massører, skønhedsklinikker og lignende.  

Som ikke-vaccineret må du stadig komme følgende steder, uden at kunne dokumentere en negativ Coronatest, der er højst 48 timer gammel:

  • Butikker
  • Posthuse
  • Lufthavne
  • Serviceskranker hos offentlige myndigheder og forsyningsvirksomheder.
  • Venteområder i forbindelse med offentlig transport.
  • Lokaler hvor du skal udføre dit arbejde.

Ikke-vaccinerede borgere der rejser fra Sisimiut og Nuuk til andre byer i Grønland, er stadig omfattet af reglerne. Først efter en negativ test på 5. dagen eller efter 14 dages karantæne, må de komme på offentlige steder eller deltage i forsamlinger.

Reglerne gælder ikke for skoler, daginstitutioner, arbejdspladser eller offentlig transport.

Mulighederne for at blive testet for Covid-19 kan være begrænset i en periode, da testfaciliteterne skal prioritere personer ved smitteopsporing og personer med symptomer.

Naalakkersuisoq for Sundhed tror på at vi sammen kan komme igennem den nuværende situation.

– Vi har før vist vi kan bremse og stoppe smittespredning ved at holde sammen og beskytte hinanden, derfor er det vigtigt at vi bruger vi har lært, siden krisen startede, siger Kirsten Fencker. 

Du skal huske

I denne bekendtgørelse anses du som færdigvaccineret straks efter du har modtaget dit sidste stik.

Dokumentation for fuldendt vaccination kan både være Coronapas, de lapper papir der udleveres i forbindelse med vaccination, eller en vaccinationsattest fra sundhedsvæsenet.

En positiv Coronatest, som er mellem 14 dage og 12 uger gammel, godtages også som dokumentation.

Vaccinekravet gælder ikke for børn i alderen 0-11 år.

Vaccinekravet gælder ikke personer, som Landslægeembedet vurderer ikke bør vaccineres.