Succes med tilbud om vaccination til de 12 – 15 årige

Sidste opdateret

I denne uge er det blevet muligt at vaccinere de 12 – 15 årige. Næsten 50% af målgruppen tog imod dette tilbud i Nuuk i går.

”Jeg er meget glad for at se den store tilslutning i Nuuk, og jeg håber at denne tendens fortsætter i resten af landet” udtaler Landslæge Henrik L. Hansen og fortsætter ” det vi ser i forbindelse med det igangværende smitte udbrud er at størstedelen af de smittede er uvaccinerede, så jeg kan kun blive ved med at opfordre til at blive vaccineret, det er det bedste værktøj til at sikre samfundet mod smitteudbrud.”

Der vaccineres i dag i Ilulissat frem til kl 15.30, i Kangerlussuaq til kl 14.00, i Sisimiut til kl 15.00.

I Nuuk fortsætter vaccinationsindsatsen i næste uge – dels med et særligt tilbud til de unge på GU på tirsdag den 17. august – og dernæst igen på USK torsdag den 19. august, hvor der tilbydes revaccination til borgere der fik 1. stik den 22. juli eller før, og første vaccination til alle der er fyldt 12. år. Følg med på corona.gl for muligheden for at blive vaccineret.