Ingen smittede på Sarfaq Ittuk
Sidste opdateretDe sidste testresultater for passagerer ombord på Sarfaq Ittuk var negative. Alt karantæne i forbindelse med Sarfaq Ittuk er ophævet, og skibet fortsætter sin sejlads som planlagt.
Grundet mistanke om smitte med covid-19 blandt passagererne, blev der taget ekstra forholdsregler, da Sarfaq Ittuk lagde til havn under sin seneste tur. Da passagerer nåede deres destinationer, blev de sat i karantæne og testet for at forhindre eventuel smittespredning.
Tidligere i dag blev de 26 passagerer, der stod af og testet i Paamiut, erklæret covid-19-fri.
102 af de resterende passagerer skulle af i Nuuk og blev sat i karantæne. 12 passagerer benyttede sig af Kommuneqarfik Sermersooqs tilbud om karantæne på et af byens hoteller, og resten gik i hjemmekarantæne.
Da skibet anløb Nuuk, var 82 af passagererne steget på i Qaqortoq, sammen med dem som udviste symptomer på covid-19. Derfor skulle de alle testes negative, inden skibet måtte sejle videre. I grupper af 15 blev de kørt med busser til Nuuk Testcenter, hvor de blev podet og derefter kørt til karantænefaciliteter eller tilbage på skibet.
De af passagererne, som ikke skulle testes, havde været på skibet i så kort tid, at eventuel smitte ikke ville kunne testes for endnu.
Da de sidste af testresultaterne her til aften har været negative, er det ikke længere nødvendigt for passagererne at være i karantæne, og Sarfaq Ittuk forsætter sin sejlads som planlagt.
Når passagerer med Sarfaq Ittuk ankommer til deres destinationer, behøver de ikke at gå i karantæne, eller blive testet.