airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Bivirkninger efter COVID-19 vaccine

Hvis du bliver vaccineret mod en sygdom, er det almindeligt, at du kan opleve bivirkninger som f.eks. rødme ved indstiksstedet, feber og muskelømhed. Der kan også opstå alvorlige bivirkninger i sjældne tilfælde. Myndighederne holder nøje øje med vaccinernes sikkerhed både før, under og efter, at de godkendes.
COVID-19 vaccine

Når du bliver vaccineret mod COVID-19, nedsætter du risikoen for selv at blive smittet og blive syg. Ligesom med al anden medicin kan COVID-19-vacciner også give mulige bivirkninger. Hyppigst i form af rødme og ømhed ved indstiksstedet og forbigående feber.

Før en vaccine godkendes, er den testet i store forsøg med titusindvis af forsøgspersoner. For at en vaccine mod COVID-19 kan blive godkendt, er det afgørende, at den beskytter mod sygdommen, og at de bivirkninger, vaccinen kan give, ikke er værre end de symptomer eller den sygdom, som vaccinen skal forebygge.

Sådan bør du forholde dig, efter du er blevet vaccineret

Milde, forbigående bivirkninger er almindelige efter vaccination og oftest helt ufarlige. Det kan f.eks. være ubehag, rødme ved indstiksstedet, let feber og muskelømhed. Du behøver ikke at kontakte dit sundhedscenter, hvis du oplever den slags. Hvis du f.eks. får let feber, er det udtryk for, at immunsystemet reagerer.

Kontakt dit sundhedscenter hvis du oplever alvorlige bivirkninger

Hvis du derimod oplever alvorlige symptomer, efter du er blevet vaccineret, bør du kontakte dit sundhedscenter. Det kan f.eks. være allergiske symptomer som vejrtrækningsbesvær eller hududslæt. En læge kan vurdere, om symptomerne kan skyldes vaccinen eller evt. andre forhold.

Dit sygehus/sundhedscenter har pligt til at indberette bivirkninger. Du kan kontakte sygehus/sundhedscenter, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har fået bivirkninger efter vaccination.

Vaccinerne overvåges nøje

Selvom vaccinerne mod COVID-19 er udviklet hurtigere end vanligt, er der foretaget den samme grundige gennemgang af dokumentationen. Forsøgene med vaccinerne mod COVID-19 er de største i verdenshistorien.

Den samlede erfaring med vaccinerne er indsamlet over kortere tid end vanligt, fordi udviklingstrinene er foregået parallelt. Man kan ikke udelukke, at der kan optræde uventede bivirkninger, men fra andre vacciner ved man dog, at næsten alle bivirkninger efter vaccination indtræder inden for de første seks uger, og at det er meget sjældent, at de indtræder senere.

Lægemiddelmyndighederne overvåger også vaccinerne nøje efter, at de er godkendt, sådan at man kan reagere, hvis der viser sig at være øget risiko ved vaccinen. Det kan f.eks. være bivirkninger, der ikke viste sig i forsøgene, eller det kan være kendte bivirkninger, der forekommer hyppigere end i forsøgene.

Overvågning sker blandt andet ved hjælp af bivirkningsindberetninger fra borgere og sundhedspersonale.

Indberet selv bivirkninger efter vaccine mod COVID-19

Landslægeembedet deltager i overvågningen af formodede bivirkninger i Grønland.

Du kan selv indberette bivirkninger i forbindelse med COVID-19 vaccine.

Indberet bivirkninger efter vaccination mod COVID-19 (Du går videre til sullissivik.gl)

Læs også
Opdateret: 24. marts 2021